Honning

Ægte bihonning fra egen bigård sælges.

Jeg høster normal 2 x årligt i juni måned (forårshonning) og igen først i august måned (sommerhonning). Oftest vil al min honning stamme fra hvad bierne har mulighed for at trække på ud fra placeringen af staderne ved søområdet på min skønne nedlagte ejendom. Enkelte gange vil nogle af staderne være sat på træk på specialafgrøder som f.eks. raps. De enkelte års forårs- og sommerhonninger vil kunne variere alt efter hvad landmændene i umiddelbar nærhed tilsår deres marker med. Et enkelt år bar sommerhonningen f.eks. tydeligt præg af, at bierne havde trukket på boghvede. Uanset hvad landmændene i området tilsår deres marker med, så er der i umiddelbar nærhed af min hovedbigård på egen matrikel så mange forskellige trækkilder, at såvel forårshonningen som sommerhonningen smager super dejligt.

Kom og prøvesmag og find ud af hvad der falder i din smag. Oftest har jeg udvalg også i forskellig konsistens (cremet eller finkornet), så du kan finde hvad du bedst synes om, uanset om dette er cremet som nutella eller den lidt mere “finkornede udgave”, hvor ukyndige forledes til at tro, at der er tilført sukker i honningen.

Skema priser honning.PNG

Honning høstet fra stader stående på Anita Roager´s bigård på matriklen Flensborglandevej 25, Tønder:

Om foråret flyver bierne på en kombination af blomstrende frugttræer og buske, tjørn, pil, kastanje og mælkebøtte. Smagen er oftest mere mild end sommerhonningen og fås herfra oftest både cremet og finkornet.

Om sommeren flyver bierne på en kombination af kløvermarker, skove, urtebræmmer og enge og så naturligvis på nogle af de marker, hvor nærliggende landmænd har plantet afgrøder, som bierne har nytte af at trække på. Smagen af sommerhonningen er derfor normalt mere kraftig og oftest cremet.

Farven, smagen og konsistensen kan variere for hver produktion, da den koldrørte honning er et naturprodukt. Honning fra Anita Roager´s bigård er et håndlavet produkt, dvs. den er slynget og rørt i hånden, og selv etiketterne er håndpåsatte.

Honningen kan med fordel bruges som et godt alternativ til sukker i f.eks. bagværk og te. Honningen leveres i et forskellige glasvarianter med skruelåg og indeholder enten 450 g eller 225 g ren naturhonning.


Honning:

Fra Wikipedia, den frie encyklopædi


Honning (fra germansk: honang = "den gyldne") er honningbiernes oplagsnæring, som de bruger i forbindelse med overvintring. Bierne indsamler nektar fra blomster, men de henter også sukker fra bladlusenes ekskrementer, betegnet "honningdug", og fra nektarier på bregner og visse løvtræers blade.

Nektaren behandles med enzymer i biens honningmave, hvorefter den bliver til flydende honning, der derefter kastes op fra mavesækken. Samtidig reduceres vandindholdet ved fordampning fra 25-65 % til mindre end 20 %, der gør honning lagerfast. Det afhænger meget af, hvor bierne har hentet nektaren, om honningen skal blive ved med at være flydende (som robiniehonning er) eller om den skal krystallisere og størkne (som rapshonning gør).

Biavleren sørger for erstatningsfoder (sukkervand) og tager til gengæld honningen fra bifamilien før indvintringen.


Beskrivelse:

Honning er en tyktflydende eller fast masse, som smager meget sødt på grund af det høje sukkerindhold. Fast, krystalliseret honning kan gøres flydende igen ved opvarmning, men temperaturer over 40 °C ødelægger desværre vigtige indholdsstoffer.

Honningens farve stammer mest fra de blomster, som nektaren stammer fra, og den kan være alt fra hvidgul til grønligt sort. Smagen er på samme måde afhængig af, hvilke blomster, bierne har besøgt. Mens f.eks. kløver- og lindehonning er lyse og milde i smagen, er lynghonning, lavendelhonning og rosmarinhonning mørke og krydrede. Honning fra Jordbærtræ er bitter og krydret.

Honningtyper:

Følgende rene honningtyper kan fås på det danske marked:

  • Blomsterhonning – (mild i smagen med en fin, karakteristisk duft)

  • Skovhonning – (meget mørk, stammer fra ”honningdug”, neutralt sød)

  • Lynghonning – (mørk og krydret)

  • Urtehonning – (hver krydderurt leverer en mørk og ganske karakterfuld honning)

  • Lindehonning – (mild i smagen, lys i farven)

  • Rapshonning – (meget mild, meget lys, krystalliserer hurtigt)

  • Kløverhonning – (mild, lys og med en blid smag)

Honningtypen kan altid fastslås ved en undersøgelse af de pollenkorn, der findes i produktet, hvis man ikke kan smage sig frem.

Derudover findes der også kunsthonning, der fremstilles af sukker, glukose og fruktose. Kunsthonning er således ikke en rigtig honning.


Indhold:

Honning indeholder 14-18% vand ud over de sukkerstoffer, den består af. Indholdet af antioxidanterenzymervitaminer og mineraler gør dog honning til et mere sundt produkt end rent sukker. [1] På grund af det lave vandindhold og det koncentrerede sukkerindhold er honning langtidsholdbar. Ganske vist kan den krystallisere noget ved længere tids opbevaring, men det skader ikke den indholdsmæssige kvalitet. Bakterier og svampe (f.eks. gærsvampe) kan ikke formere sig i honning, da den høje sukkerkoncentration ødelægger dem ved osmotisk udtørring. Visse bakterier kan dog overleve i honning, og det gør produktet uegnet for småbørn under 12 måneder (ifølge netdoktor.dk). Deres mavesaft er endnu ikke tilstrækkeligt sur til at dræbe de skadelige bakterier, og honningindtagelse kan påføre dem en alvorlig madforgiftning (f.eks. i form af botulisme).

Nogle biavlere tilsætter fx mere pollen end den naturlige forekomst eller propolis. De kan dog ikke kalde produktet honning, da danske og internationale regler fastslår, at der ikke må foretages nogen form for tilsætning til den naturlige honning, hvis det skal kaldes honning.

Hvis vandindholdet er over 20% kan honningen gære. Da gæringsprocessen producerer vand, er det en selvforstærkende proces. Da honning let optager fugt fra luften, skal den opbevares i tætsluttende emballage.


Anvendelse:

Honning bliver både brugt som næringsmiddel og naturlægemiddel.

Næringsmiddel

Før det lykkedes at fremstille sukker fra sukkerrør, var honning et meget vigtigt og efterspurgt sødemiddel, ofte det eneste man kendte. I dag bruges honning som pålæg og som et sødemiddel, der giver madretterdesserterkagerslik og drikkevarer en karakteristisk, mild smag.

Naturmedicin

Honning bliver brugt som naturmedicin, dog vel nok mest i de tysktalende lande, hvor man har en meget lang tradition for at værdsætte honningens forebyggende virkning på sundheden. Det har været kendt siden oldtiden, at honning virker antiseptisk, og allerede ægypterne brugte honning til sårbehandling.


Høst og behandling:

Tidligere fratog man honning fra bierne ved at plyndre biboene for de vokskager, bierne opbevarer honningen i. Det kunne være fra biernes naturlige boer i hule træer og lign. eller fra bikuber. Herved blev bifamilien sædvanligvis ødelagt.

I dag udtager biavleren rammer med honning af bistadet uden at genere bierne væsentligt. Der kan høstes én eller flere gange i løbet af sommeren. I forbindelse med sidste høst omkring 1. august begynder biavleren at fodre med sukkervand i stadet. Fra en bifamilie høstes der normalt fra 0 til 50 kg honning pr. år.

Vokstavler skrælles, så honningen kan slynges ud.

Bierne lukker hver enkelt vokscelle med et låg af voks. Denne forsegling skal skrælles af før tavlerne kan anbringes i en honningslynge, hvor rotationen slynger den tyndtflydende honning ud i et kar. Herfra løber honningen gennem en grov og desuden ofte en fin si.

En mindre anvendt metode er at presse honningen ud med en honningpresse.

Mange anser nyslynget honning for en særlig delikatesse; men i denne tilstand skal den spises straks. Skal honningen kunne opbevares, skal den efter slyngningen omrøres jævnlig i en periode, før den kan tappes på bægre. Sker dette ikke vil den krystallisere i grove krystaller i bægeret og blive nærmest uspiselig. Ved omrøringen sikrer man sig, at krystalliseringen sker i små krystaller, hvorved man får den velkendte cremede konsistens. Jævnfør ovenfor omtalte store forskelle på honningtyperne er der også stor forskel på, hvor hurtigt honningen krystalliserer og dermed, hvor lang tid der skal røres. Fra nogle få dage ved rapshonning til mere end to måneder ved visse "havehonninger". Især længere sydpå i Europa er flydende honning det mest almindelige.

Mange større biavlere leverer deres honning til honningcentraler, der tager sig af den videre forarbejdning. På grund af transporttiden kan honningen være krystalliseret ved modtagelsen, og det være nødvendigt at opvarme honningen for at nedbryde krystallerne. Dette skal ske langsomt og ved lav temperatur. Alligevel kan smagen forringes.

Bortset fra lynghonning vil honningcentralerne normalt blande honningen til det ensartede produkt, vi ser i de fleste butikker.



HVORDAN LAVER BIERNE HONNING?

(fra Biavl.dk - Danmarks Biavlerforening, hvor jeg er medlem)

Du ved nok, at bier laver honning. Men ved du også, hvordan bierne laver honningen?

Bierne samler nektar fra de blomster, som de bestøver. Nektar er en sød saft, som blomsterne laver for at lokke bierne til sig. Men nektar er ikke det samme som honning.

Bierne skal nemlig først arbejde med nektaren, inden det bliver til honning.

SÅDAN BLIVER NEKTAR TIL HONNING

Når bien henter nektar i blomsterne, gemmer bien nektaren i en særlig mave. Denne mave hedder honningmaven. Honningmaven er ikke biens rigtige mave. Egentlig er det bare en form for beholder, som bien kan gemme nektaren i indtil den kommer hjem i bistadet.

Når nektaren er kommet ned i honningmaven, begynder bien at tilsætte nogle særlige stoffer. De særlige stoffer hedder enzymer. Det er bien selv, som laver enzymerne. Enzymerne gør, at det sukker der er i nektaren, bliver lavet om til andre typer af sukker.

Når honningmaven er fyldt med nektar og enzymer, flyver bien hjem til bistadet. Her afleverer den blandingen af nektar og enzymer til andre bier. Bierne hjemme i bistadet kommer flere enzymer i blandingen. Samtidig lægger de blandingen i celler på vokstavlen. Bierne flytter meget rundt på blandingen. Det gør de for at fordampe noget af det vand, der er i blandingen. Der må nemlig ikke være for meget vand i – eller begynder det at gære, og så kan bierne ikke bruge det.

honningtavle1.jpg

Bierne har travlt med at fylde honning i tavlerne. Kan du se honningen i cellerne? Foto Danmarks Biavlerforening.

Mens vandet fordamper, arbejder enzymerne med at lave sukkeret om til andre typer sukker. Til sidst er der kun lidt vand tilbage og samtidig er sukkeret blevet forvandlet til andre typer sukker. Og så er det blevet til honning.

Den færdige honning bliver nu gemt i cellerne på vokstavlerne. Nu mangler bierne kun at lukke cellen med honning. Det gør de ved at lave et fint, hvidt vokslåg ovenpå honningen.

Honning kan holde sig friskt meget længe. Bierne skal leve af honningen om vinteren.

honningtavle2.jpg

Her kan du se, hvordan bierne har lagt hvide låg af voks oven på den færdige honning. Foto Leif Johansen.

HVORFOR LAVER BIERNE HONNING?

Honning er biernes mad. Bierne laver honning til hele bifamilien og de skal leve af det hele vinteren. Om vinteren er det koldt og der er ingen blomster. Derfor gemmer de honningen, som de har samlet hele sommeren.

Bierne spiser honningen, så de har energi til at kunne flyve. De bruger også meget honning, når de skal holde sig varme om vinteren. Når biavleren tager biernes honning er han nødt til at give dem noget andet, som de kan leve af om vinteren. Derfor får bierne sukker opløst i vand.

Vidste du for resten, at en bifamilie bruger 8 kilo honning som flyvebrændstof for at lave 1 kilo honning til biavleren.

Er der rigtig mange blomster om sommeren, så kan en bifamilie lave 50 kilo honning til biavleren. Nogle gange kan de lave endnu mere honning. Det er rigtig meget honning – prøv at sammenlign med hvor meget du selv vejr!

SÅDAN HØSTER BIAVLEREN HONNING

Når biavleren vil have honning er han nødt til først at hente honningtavlerne i bifamilien. Da honningen jo er biernes vintermad, kan bierne godt være lidt sure, når biavleren tager deres honning. Derfor er det en god ide at hente honningen om morgenen, hvor bierne endnu ikke er helt vågne.

honningtavle3.jpg

Bierne skal børstes af honningtavlen inden biavleren kan tage honningen med hjem. Bierne som bliver børstet af, flyver hurtigt hjem til deres familie. Foto Klaus Langschwager.

Når biavleren kommer hjem med honningtavlerne, skal vokslågene over honningen først fjernes. Ellers kan honningen ikke komme ud af tavlen. Man bruger er en speciel gaffel til at tage lågene af med. Det er lidt svært de første gange man prøver. Men når du har prøvet det nogle gange er det ikke så svært.

honninghøst4.jpg


Det kan godt være lidt svært at fjerne vokslågene den første gang man prøver.

Når lågene er fjernet kan honningen komme ud og nogle gange drypper det helt af sig selv. Men for at få al honningen ud skal man bruge en slynge. Det er en beholder med kurve indeni. Biavleren sætter tavlerne ned i kurvene, og derefter snurrer tavlerne rundt og rundt. Det går meget hurtigt. Fordi tavlerne drejer så hurtigt rundt, kan honningen ikke holde fast i tavlerne. Honningen bliver slynget ud af tavlerne. I bunden af beholderen kan honningen løbe ud.

honningslynge5.jpg

Sådan ser en stor slynge ud indeni.

Når honningen løber ud af slyngen kommer det ned i en spand. Men inden det kommer i spanden, skal det løbe igennem en si. Sien gør, at små stykker voks bliver fjernet fra honningen.

honninghøst6.jpg


Det er spændende at følge med i at honningen bliver siet. Sien fjerne små stykker voks fra honningen.

Nu skal honningen hvile sig, men engang imellem kommer biavleren og rører rundt i det. Efter nogle dage begynder honningen at blive mere fast. Da honningen lige kom ud af slyngen var det flydende. Når honningen er fast nok, kan biavleren tappe det på glas. Og så har du et glas honning.

VIDSTE DU, AT HONNING SMAGER FORSKELLIGT?

Honning smager forskeligt. Det er de blomster, som bierne har hentet nektar fra, der bestemmer, hvordan honningen smager. Nogle honninger smager krydret, mens andre har en meget mild smag.  Honning fra lyng smager meget krydret, mens honning fra raps er mild at smage på – har du prøvet?

farvenuancer7.jpg


Honning kan være meget forskellig. Noget er lyst, andet mørkt. Noget smager meget krydret, andet er mildt. Noget er flydende, andet er fast. Det hele kommer an på, hvilke blomster bierne har samlet honningen fra.